Srebrenica, 1996. Blandform
 

Screbrenica installation, kulkælderen og Kulturland, Aalborg, i efteråret 1996.
 

Arbejdede med det nationalromantiske. Opsøgte, tegnede og diskuterede det lokale billede. Folkekultur og det nationale i forhold til en bevidstløs internationalisering. Blandt meget andet udtrykt i tegninger, en 5,5 meter høj skulptur og 10 store lerkar.

Da Jugoslavien brød sammen i etniske voldsorgier, i første del af halvfemserne, fik det nationalistiske et andet perspektiv, også for mig. I forsommeren 1995 havde FN garanteret den lille by Srebrenica som en helle, en sikker zone. En lille gruppe hollandske FN-soldater skulle garantere sikkerheden, og tusindvis søgte sikkerhed her, flygtninge fra omegnens landsbyer, der var tømt for muslimer. Overfyldt med titusindvis af flygtninge, både mænd, kvinder og børn. Også mange bosniske mænd, der stadig var bevæbnede. Da disse fuldt kampklare soldater lagde deres våben, blev de lokket i en fælde, hvor de troede, at det var FN de overgav sig til.

Muslimske kvinder og børn blev kørt ud af området i busser. Mændene derimod, blev kørt ud i de omliggende skove og massakreret. Slagterne var soldater fra en af de andre befolkningsgrupper i området. I denne massakre blev der slået to – tre gange så mange ihjel, som der blev slået ihjel i New York, den 11. september 2001. Men der er ikke mange og gode billeder fra Srebrenica. Og ingen billeder er så spektakulære som de billeder, man så efter 11. september 2001.

Det uafrystelige signal er, at Europa ikke kunne / ville beskytte sine muslimer. Og dette budskab har haft en stor og frygtelig betydning for meget af det, der er sket siden
Mens massakren pågik i de første uger af juli 1995, var jeg i Nordfrankrig med min familie. Jeg har glade billeder fra Disneyland Paris, fra en af de dage, hvor det gik værst til i Srebrenica. Og det var uvirkeligt at komme hjem til aviser, der fortalte om forbrydelsen. Og også jeg havde levet i den falske melodi, at der aldrig mere skulle være krig i Europa. I forsommer 1996 gravede man massegrave ud, og massakrens omfang gik op for verden.
Det blev mit tema for udstillingen Kulturland i Nordkraft-bygningen i Aalborg. Jeg valgte at arbejde i kulkælderen, et råt og beskidt rum som jeg beklædte, tapetserede med grafik og tegninger. En dekonstruktion hvor jeg ødelagde det, jeg da var nået til.

I processen kom jeg frem til, at mit sprog var for fattigt og ubrugeligt for det, jeg gerne ville fortælle. Udkants Danmark, lokal kultur og identitetsdiskussion havde fyldt meget i min praksis og var ikke mere brugbart og heller ikke særligt behageligt mere, efter Srebrenica.
Nu så jeg, hvilke slumrende kræfter, der kunne ligge gemt her. Hvor frygtelige konsekvenser den der selvoptagethed af sit eget kunne have. Og føre til.

Et nyt sprog måtte til. Og det endte ud i, at jeg kasserede mit skitseoplæg. I min værktøjskasse var billedet ikke mere nok, måtte bruge ord, og malede navnet Screbrenica indover den ene billedflade. Og på den anden et rids, et spejlvendt notat efter et litografi af Honoré Daumier. En karikatur, der viser ”Europa”, personificeret ved en kvinde, der deler våben ud til rækker af nationaliteter og forskellige folkeslag. Så disse kunne slå hinanden ihjel. Daumiers litografi er fra 1868. Og udenom Europa-figuren malede jeg ordene ”Aldrig mere krig i Europa”.

Som jeg ser det i dag, var det en nødvendig destruktion. Som det skete for mig, den der sommer i kulkælderen på Nordkraft. En rensning og udsmidning, der skulle til for at give plads til en ny begyndelse.

Et sprog, der var tidssvarende og kunne fortælle de historier, jeg gerne ville fortælle. Derfor ser jeg dette værk som et grundlag for det, jeg har lavet siden.

Dronninglund 12. Januar 2012
Gorm Spaabæk
 

Den oprindelige installation i 1996

Dele af installationen på PRÆSENS udstillingen i Vraa Kunstbygning 2012

Litografi af Honoré Daumier. En karikatur, der viser ”Europa”, personificeret ved en kvinde, der deler våben ud til rækker af nationaliteter og forskellige folkeslag. Så disse kunne slå hinanden ihjel. Daumiers litografi er fra 1868.

© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet.