Udstillingen "FORTRÆNGTE BILLEDER" 2017

 

Forfatteren Per Gammelgaard holdt åbningstalen, som er gengivet herunder:

Tale ved åbning af  Gorm Spaabæks ”Fortrængte Billeder”, 13. April 2017.

Jeg ved ikke hvad kunst er. Dvs, det ved jeg godt, så snart jeg ser den. Det er bare så sjældent det sker. Kunsten skal man gribe, når man møder den. Man skal gribe den, mens den er der. Og det mirakuløse er, at den er lige her - i skoven hos Gorm. God kunst går sine egne sære veje, og Gorms kunst er sær, særegen, noget særligt i så høj graf, at en vending som “god kunst” bliver misvisende, en smule latterlig.
 
Gorms kunst lukker sig ikke om sig selv, som megen abstrakt kunst gør. Den er afsøgende, peger på tid og rum og på os. Den er inkluderende, omfavnende, insisterende, nervesitrende og dog fuld af ro. Gorms kunst er også en arbejdsprocessernes kunst. Vedholdende og stædigt peger den på metoder og traditioner.
I den lille spanske by Salobrena findes en café, som Mary og jeg har besøgt mange gange. Vi går rundt om hjørnet og hen til endevæggen. Her, ved et lille, rundt bord nyder vi så vores café con letche, mens vi betragter endevæggen. Den består nemlig af et portræt af Gorm. Maleriet er projiceret så stort op, at vi kan se hver skægstub, hvert hår i kunstnerens næse. Cafeen hedder ganske vist Café Goya, men hvis det er Goya, vi ser på, så ligner Goya og Gorm virkelig hinanden. Den portrætterede ligner et menneske, der ved hvad han vil bruge sit liv på. I det faste blik er der i øjnenes glans ligesom en hemmelig glæde, et blik der forbinder sig til noget uforklarligt, noget gådefuldt.
 
I kadedralen i Valencia stod vi så pludselig, i et sidekapel, ansigt til ansigt med et af Goyas mesterværker: Sanct Francis og den døende mand fra 1788. Det helt centrale i det gigantisk store maleri er imidlertid fire dæmoner, der læner sig ind over den døendes seng og hvidgule legeme. Fortrængte dæmoner, kunne man kalde dem. For også Goya arbejdede med det skjulte, det fortrængte. Og både hos Goya og hos Gorm er der viljestyrke, en vilje til kunst, det ypperste, som også lyser ud af portrættet på cafeen i Salobrena. Der hviler et forklarelsens lys over Goya og Gorm. Og i deres øjne ser vi smil, venlighed, latter. Goya og Gorm har ikke bare belyst den verden, der inspirerer dem. De har gennemlyst den.

Som ung var jeg så heldig at komme på Krogerup Højskole oppe i Humlebæk. En af lærerne, digteren Erik Knudsen, vidste udmærket godt hvad kunst er. Han sagde: Kunst er noget, der sidder foran på en cykel. Vi elever syntes, det var en skør bemærkning. Men når jeg husker den, er det måske fordi, der er noget om snakken. Det kan være cykellygten eller dynamoen, Erik Knudsen har hentydet til. Kunsten som drivkraft og lys i mørket.

Og med disse ord erklærer jeg udstillingen for åbnet.

Per Gammelgaard

www.pgammelgaard.dk



Talen som Per Gammelgaard holdt var skrevet på et skoæskelåg, som ses herunder:





 



 




 










 


 

 

 

 

 

 

© Gorm Spaabæk. Alt indhold er ophavsretligt beskyttet.