|
Peter Michael Hornung og Kasper Monrad: C.W. Eckersberg - dansk malerkunsts fader. Forlaget Palle Fogtdal 2005
Peter Michael Hornung og Kasper Monrads bog om C W Eckersberg er den
første omfattende bog om kunstneren i over hundrede år og er en bog,
der i meget høj grad udfylder et tomrum.
Da Eckersberg var ung omkring 1800 var der en håndfuld malere i
København ..Da han dør kan malerne tælles i hundredvis. Noget man
kan se som udtryk for, at et nyt og selvbevidst borgerskab vokser
frem i København, og præger og erobrer magten i samfundet.
Eckersberg er en bondedreng fra en etnisk tysk familie. Han vokser
op nord for Flensborg, i et rige med mange nationer, i den del der
senere bliver grænseland.
På kunstakademiet i København, der stadigt på det tidspunkt er en
specialistuddannelse for håndværkere, får han de grundlæggende
redskaber på plads og vinder det legat, der gør, at han kan rejse
til udlandet. Først til Paris og senere til Rom.
I Paris opdateres han med alle de nye tanker. Han følger
undervisning hos David, den franske revolutions store maler. En
malestue hvor det heroiske og det antikke hersker som udtryk for det
smukke.
Det tankesæt lærer Echersberg så, og derefter bruger han så
størstedelen af sit liv på at forkaste Davids måde at gøre tingene
på. Allerede i årene i Rom maler han det han ser. Altså Rom som den
ser ud på den tid, og ikke som en rekonstruktion af hvordan man
dengang troede at alting så ud i oldtiden. Eckersberg maler de
ruiner, der stort set uænsede lå omkring i det romerske bybillede,
som baggrund for gadeliv.
At Eckersberg på den måde ser disse levn fra en heroisk fortid, som
en usentimental baggrund for hverdagsliv, er en ny måde at se
virkeligheden på. At forkaste det heroiske, er noget Eckersberg
åbenbart gør, før både Corot og Daumier og de andre store
franskmænd, for alvor tager dette skridt .
Det er denne iagtagende saglighed, det nøgterne, der er kvaliteten i
Eckersbergs kunst. At han netop ikke er opblæst, oppumpet og
romantiserende, som man ellers ser det, i den tids dominerende
kunstsyn.
Der er noget slidsomt og ydmygt i Eckersbergs værk. En ydmyghed
overfor sit motiv. Og jeg kommer til at tænke på en gammel maler jeg
engang kendte. At han nærmest som et princip, når han stod overfor
et nyt og ukendt materiale stillede spørgsmålet :” Hvad er det her ”
? Og begyndte forfra på det stof, han stod overfor.
Bogen viser hvorledes Eckersberg gang på gang begynder fra grunden
og nyformulerer det ene stofområde efter det andet. Man møder en
forskende, eksperimenterende praksis der lyser ud af bogen. Såsom
eksperimenter omkring centralperspektivet, beskrivelsen af vejr og
skyer som begreb. Det nøgne menneske og opdagelsen af og
beskrivelsen af det danske landskab. Eller denne kølige næsten
videnskabelige beskrivelse af skibe. Alt sammen brud der danner
grundlag for den lange række af hans elever, der senere skaber det,
man i dag kalder det danske guldaldermaleri.
Eckersberg omgås og samarbejder med førende videnskabsmænd i sin
tid. Han lever i en tid hvor det vrimler med genier, som for
eksempel H.C. Ørsted og H.C Andersen i Københavns gader. En tid hvor
der ligesom man ser det i dag, er tætte bånd mellem naturvidenskab
og den forskende diskuterende og fremadrettede billedkunst.
Og i den anden ende af Eckersbergs værk ser man så hans
bestillingsarbejder, som for eksempel altertavlerne der er
monumentale og lyser af ro. Og billederne af nøgne kvinder, der
emmer af sensualitet, netop fordi de er så køligt iagttagende.
Og i den lange række af uforglemmelige portrætter brænder portrættet
af hustruen Julie Eckersberg igennem, et hverdagsbillede der emmer
af varme og kærlighed.
Og når man så har set sig mæt i al denne kølige overvejelse, brækker
også det billede af Eckersberg, med en række løsslupne og skarpe
karikaturtegninger. Allerede som ung studerende på kunstakademiet,
har han erhvervsarbejde som karikaturtegner. Ligesom Eckersberg
arbejder med den fortællende billedserie, som medie, som man for
eksempel ser det udtrykt i århundredet før, hos den engelske
kunstner Hogarth.
Hvor er mange af Eckersberg malerier dog vidunderlige og der er
mange gode grunde til, at Eckersberg ofte kaldes dansk malerkunst
fader. Men det er altså et udsagn man kan diskutere. Der er jo også
de navnløse kalkmalere, en Wuchters, en Heimbach, en Abildgaard og
en Juel .
Og kunstnere som Carl Henning Petersen og Jorn og en lang række
andre af tredivernes og fyrrernes unge kunstnere forkastede
Eckersbergs måde at gøre tingene på. De så i Eckersbergs billeder en
formulering af borgerskabets tankesæt og mente at Eckersbergs
påvirkning havde skadet dansk kunst og gjort den småtskåren og
provinsiel. Selv dyrkede disse kunstnere fantasien, det kreative og
forkastede det sublime håndværk. Og fandt i stedet deres fornyelse i
kirkernes kalkmalerier, kunst udenfor Europa, gale kunstnere og
børns almindelige tegninger.
Men er man interesseret i, hvad dansk billedkunst kan tilføre, når
den har format, mener noget og er kompetent og sagligt funderet, kan
man starte her.
En meget velskrevet og indholdsmættet bog om en af Danmarks
allervigtigste billedkunstnere.
Gorm Spaabæk
|
|
